Glaspest

Hvad er glaspest?

Glaspest viser sig i form af en hvid belægning på dine glas, og det tågede udseende får glasset til at se slidt og beskidt ud. Det opvaskemiddel, som bruges i dag, slider generelt meget på glas, og en kombination af dette og alt for høje varmegrader kan være en af årsagerne til, at dine glas får glaspest.

Sådan kan glaspest fjernes

Det mest effektive middel til at fjerne glaspest er citronsyre. Du stiller glassene i opvaskemaskinen, som du plejer, herefter hælder du et par skefulde citronsyre i sæbeskuffen og starter maskinen, som du normalt ville gøre det. Er glassene meget medtagne, er det ikke sikkert, at dette hjælper.

Gode tips
1. Sørg for korrekt dosering af opvaske- og afspændingsmiddel.
2. Husk at din opvaskemaskine skal have salt.
3. Glas bør vaskes ved maks. 55 grader.
4. Brug et kort program og åbn lågen, så snart programmet er færdigt, så dampen kan slippe ud – damp er ikke godt for glas.
5. Tør gerne glassene af med et viskestykke, så der ikke sidder rester af vand.

Sådan opbevarer du dine glas

Husk altid at opbevare dine glas med bunden nedad. Der sidder næsten altid lidt fugt tilbage, når du har tømt opvaskemaskinen og tørret glasset af. Hvis glasset stilles med åbningen nedad, bliver den lille fugtrest siddende på glasset, og det udvikler sig med tiden til glaspest.